To uforenelige tanker om klimapolitik

Af Bjørn Lomborg 13

Her i Paris er der mange velmenende mennesker, der er overbevist om, at vi har brug for store nedskæringer i CO2 og subsidier til grøn energiproduktion, både nu og i mange år fremover, for at få verden tættere på at tackle klimaforandringerne. Men samtidigt argumenterer de samme mennesker for, at sol og vind allerede er konkurrencedygtigt, eller at de vil være det inden ret længe.

Disse to argumenter er uforenelige, og mange mennesker, der tilsyneladende taler for begge dele er simpelthen galt på den i forhold til den første eller den anden.

En del af den overdrevne optimisme om CO2-skæringer er den påstand, at sol og vind i løbet af nogle få korte år vil være så billigt, at de vil overtage hele verden. Hvis det var tilfældet, ville traktaten fra Paris være rimeligt formålsløs. Vi ville have løst problemet med global opvarmning – der er ikke nogen egentlig grund til at gøre mere.

FN’s klimachef Christiana Figueres siger: “I kombination med investering i batterier til oplagring er vedvarende energi nu virkelig i stand til at konkurrere med fossile brændstoffer, selv for central-netselektricitet”.

Hvis hendes påstand holder stik, bør sol og vind inden længe dominere energimarkederne. Trods alt brænder folk ikke fossile brændstoffer af bare for at genere folk som Figueres. De gør det, fordi det er billigt og pålideligt. Hvis Figueres’ påstand passer, og det ikke længere er økonomisk rimeligt at bruge fossile brændstoffer, vil folk skifte.

Men så kan man jo spørge sig selv, hvorfor Figueres presser på for at få “et klart tilsagn om, at der skal skrides til handling hele dette århundrede” overfor klimaforandringer?

Det er meget muligt, at det er fordi påstanden om, at vedvarende energikilder er konkurrencedygtige, simpelthen ikke passer.

Vi har hørt det før. Tilbage i 1976 sagde den berømte miljøforkæmper Amory Lovins, at solenergiens konkurrencedygtighed var lige rundt om hjørnet: “En økonomi, der stort set eller fuldstændigt afhænger af solen kan bygges i USA med almindelige bløde teknologier, der findes i dag, og som nu er økonomiske eller næsten økonomiske”. I 1984 oplyste Worldwatch Institute, at vindsubsidier “ikke vil være nødvendige inden for få år”. Et nyere eksempel kommer fra Storbritanniens Solar Trade Association, som havde forudsagt, at det kunne klare sig uden subsidier i 2020. Kort tid senere udsatte de denne dato og bad om subsidier til mindst 2028.

Vi lader os ofte fortælle, at grøn energi er konkurrencedygtigt i Afrika. Grøn energi, især vind, kan ganske rigtigt hjælpe afrikanske lande, for eksempel med at skaffe elektricitet til afsidesliggende landområder.

Men det er kun en mindre del af det overordnede billede. Et centralnet vil helt sikkert gøre mest gavn for flest mennesker. Ifølge en undersøgelse fra World Bank i 2011 vil vedvarende energi “være den billigste mulighed for de færreste husstande i Afrika, selv når man tager sandsynlige omkostningsreduktioner over de næste 20 år i betragtning”. Populære solcellelamper koster næsten $2 pr. kWh. Ved brug af vandkraft, gas og olie vil omkostninger til net-el for de største befolkningscentre i Etiopien, Ghana og Kenya sandsynligvis være $0,16-25 pr. kWh. I Sydafrika, hvor kul driver 90% af elektriciteten, er prisen kun $0,09 pr. kWh.

Dette er i endnu højere grad tilfældet for Indien. På trods af, at priserne falder for både vind- og solenergi, skønner det Internationale Energiagentur, at begge selv i 2040 vil være dyrere end den gennemsnitlige energiproduktion.

Lomborg Blog 7 for Dec 6

Grøn energi koster lige nu 168 milliarder dollars om året, og i 2040 vil vi rent faktisk betale endnu mere, nemlig 206 milliarder om året.

Det er dog også interessant – og overraskende for mange – at bemærke, at vi, selv med disse enorme subsidier og meget grønne politikker, og selv hvis vi gør alt, hvad regeringerne nu lover, vil få blot 2,4% af vores energi fra grønne kilder i 2040 ifølge IEA.

Man er virkelig nødt til at se det hele i et grønt skær for at se en verden, hvor vedvarende energi er på nippet til at blive konkurrencedygtigt – eller, som Figueres hævder, allerede er det. Hvis man alligevel insisterer på at argumentere for dette, kan man ikke også sammenhængende presse på for langsigtede subsidier.

Enten vil sol og vind få brug for støtte i mange år fremover og vil ikke bidrage i stor stil til at løse klimaforandringerne i tide. Eller også er de lige ved at være konkurrencedygtige, og vi kan reducere subsidierne.

13 kommentarer RSS

  1. Af poul boie pedersen

    -

    “Hvis hendes påstand holder stik, bør sol og vind inden længe dominere energimarkederne. Trods alt brænder folk ikke fossile brændstoffer af bare for at genere folk som Figueres. De gør det, fordi det er billigt og pålideligt”
    Lomborgs tillid til, at markedet på bedste vis regulerer den korrekte udvikling er da ganske rørende.
    Men hele denne tillid bygger jo på, at udbud og efterspørgsel udfolder sig frit.
    I hvert fald fire forhold spolerer denne markedsromantik.
    1. De store selskaber i kulbrinteindustrien definerer jo i høj grad, i kraft af deres markedsdominans, selv hvor udbud og efterspørgsel fører prisdannelsen hen. De kan derfor i princippet både medvirke til en kunstig lav pris i en periode, hvor de ønsker at udkonkurrere generende konkurrence, og en kunstig høj pris i en periode, hvor konkurrencen er fraværende.
    2. Den direkte statsstøtte til afbrænding af fossilt brændsel undergraver en markedsmæssig prisfastsættelse.
    3. De storpolitiske forhold begrunder i øjeblikket en kunstig lav oliepris, fordi USA benytter sin indflydelse på – netop prisdannelsen – til at hold prisen nede, og på den måde at presse Rusland, hvis økonomi er stærkt berørt af olie og gas indtægter.
    4. De skadevirkninger, som afbrænding af fossilt brændsel forvolder ved klimagasser, smogdannelse og svineri på udvindingsstederne, indregnes helt utilstrækkeligt i selskabernes driftsregnskaber, og påvirker derfor ikke prisen opad som de skulle.

    Det må være klart at i et sådant marked, vil det i meget lang tid være en tur op ad bakke for den alternative energi, på markedsmæssige vilkår at fortrænge carbonalderen.

  2. Af Jan Petersen

    -

    Hvem der har sat dødsdromen lave oliepriser i værk, kan jeg ikke lige gennemskue. Men fakta er, at kun et af de store olieproducerende lande Qatar kan overleve med en salgs breakeven pris på 80 dollar pr tønde olie. Alle æder idag af deres kapital reserver. Med en snarlig pris på 30 dollar vil et land som Saudi Arabien være bankerot om 4-5 år. Sol og vind er ren fantasi med den pris på olie!

  3. Af Jan Petersen

    -

    Iøvrigt er det vel værd at bemærke, at sidste gang prisen på en tønde olie røg under markedets psykologiske barriere på 40 dollar, var midt under sidste finanskrise. Kan man mon udlede et par dystre forudsigelser fra den krystalkugle?

  4. Af r. Vangkilde

    -

    NEJ! VI SÆTTER PRIS ÆRLIGHED FRA POLITIKERNE. – mit el forbrug er 81.- i Shanghai,
    og 83.- i DK men + afgifter og skatter bliver DK prisen 845.- ELLER, er demokratiet
    udenfor global konkurrence, og handler det mere om vækst på finansloven.

  5. Af Henrik Gøtke

    -

    Lomborg skulle hellere tage og lægge mærke til hvad Christiana Figueres siger her:

    Global opvarmning: The alarmists keep telling us their concern about global warming is all about man’s stewardship of the environment. But we know that’s not true. A United Nations official has now confirmed this.

    At a news conference last week in Brussels, Christiana Figueres, executive secretary of U.N.’s Framework Convention on Climate Change, admitted that the goal of environmental activists is not to save the world from ecological calamity but to destroy capitalism.

    “This is the first time in the history of mankind that we are setting ourselves the task of intentionally, within a defined period of time, to change the economic development model that has been reigning for at least 150 years, since the Industrial Revolution,” she said.

    Referring to a new international treaty environmentalists hope will be adopted at the Paris climate change conference later this year, she added: “This is probably the most difficult task we have ever given ourselves, which is to intentionally transform the economic development model for the first time in human history.”

    The only economic model in the last 150 years that has ever worked at all is capitalism. The evidence is prima facie: From a feudal order that lasted a thousand years, produced zero growth and kept workdays long and lifespans short, the countries that have embraced free-market capitalism have enjoyed a system in which output has increased 70-fold, work days have been halved and lifespans doubled.

    Figueres is perhaps the perfect person for the job of transforming “the economic development model” because she’s really never seen it work. “If you look at Ms. Figueres’ Wikipedia page,” notes Cato economist Dan Mitchell: Making the world look at their right hand while they choke developed economies with their left.

  6. Af Uffe Staulund

    -

    @ Henrik Gøtke.
    Tak for at servere sådan en lækkerbidsken, her en tidlig kedelig torsdag morgen.
    Det er vidunderligt, at blive bekræftet i sine bange anelser, nemlig om 150 års planen for nedbrydning af det kapitalistiske system.

    Hvem har fundet på det? Det er i Mao klassen, med hensyn til accept af tidsrammer og omkostninger. Rigtige tyraner har aldrig regnet menneskeliv for noget.

    Strategien har skabt en formidabel godhedsindustri og en kæmpe hær af nyttige soldater/idioter. Vi kan se hvilke mængder af mennesker i Danmark, som kun vil det gode, på den forkerte måde, fordi de ikke kender/forstår endemålet for strategien.
    Det er ikke svært at bevare pessimismen.

  7. Af Søren Revser

    -

    Er det mon derfor en samlet propaganda presse dagligt bombarderer befolkningen med idiotiske påstande om, at det er et problem, at olieprisen ikke stiger???

    Mon ikke Pressen snart skal passe på med hvis ærinder de løber. Deres troværdighed er i forvejen meget tyndslidt.

  8. Af Uffe Staulund

    -

    @ R. Vangkilde,
    Tak for dit illustrative eksempel med El.priser. Jeg kan et andet med vand.
    I 1978 kostede en kubikmeter vand ca 10 øre i Gentofte, hvor vi har masser af godt vand. På et eller andet tidspunkt skulle vi selvaflæse. Ifølge min måler havde jeg et forbrug på 220 m3 årlig. Jeg henvendte mig til kommunen, som mente, at jeg havde fejlaflæst, men satte dog mit forbrug ned til 120 m3 arbitrært, dengang var m3 prisen kun 2,40 kr.
    Senere i 1990’erne talte jeg med Vandværksfolk om problemet, og de rådede mig til at at bede om en justerings måling af min vandmåler. Det resulterede at vandforsyningen kom med en ny måler, som viste et årligt forbrug på under 100 m3 for husstanden på 4 personer.

    Jeg har fuldforståelse for at det koster penge at rense vandet. Lynetten skal vedligeholdes og forbedres, og det koster penge.
    Problemet er at det offentlige har aldrig været gode til at byggerier holdt sig til tids planer og budgettet. Vi har glimmerende eksempler i sygehusbyggerier.

  9. Af preben jensen

    -

    Co2 kampagnen er beregnet på de uoplyste masser, som så kan bevæges til at poste mange penge i co2- og klimabevægelserne. Læs selv bogen “Den maniske sol” eller læs hvad forskere der er Uafhængige af FN mener.

  10. Af Benny b

    -

    The global population growth – stupid!

  11. Af Niels Poul Dreyer

    -

    The richest 10% of people produce half of Earth’s climate-harming fossil-fuel emissions, while the poorest half contribute a mere 10%, British charity Oxfam said in a report released Wednesday 9 dec 2015.

    Lomborg er ligeglad med lighed. Hvis omfordeler velstanden kan vi samtidigt løse klimaproblemet.

  12. Af Finn Bjerrehave

    -

    2 uforenlige klimadebatter, nemlig Berlingske og Politikken, der mødes dag&nat, og de gode tosser skriver i Politikken, og vi andre tosser, skriver i Berlingske, hvor spaltepladsen tildeles.
    Global frygt.Finn Vig

  13. Af Henrik Larsen

    -

    @Søren Revser:

    Hørt-hørt, jeg kunne ikke være mere enig! 🙂

Kommentarer er lukket.